Gensyn
med
Dværgskadefinken
Lepidopygia nana (Pucheran)
Af
FLEMMING BARSLUND, Rungsted Kyst
Så
skete det , efter knap 30 års venten er den lille Dværgskadefinke igen
ny importeret til Danmark!
Men skynd jer at gå ud og erhverv den nu, der kunne jo gå 30 år igen,
inden vi får ny importer igen!
Da
jeg blev pensioneret for 4 år siden, lagde jeg en handlingsplan, som
bestod i, at jeg ville anskaffe mig de samme fugle (arter) igen, som jeg
oprindelig havde, altså
rent nostalgisk ville jeg starte der, hvor jeg slap, det drejede sig om:
Purpur Kronfinker, Gule Sivfinker, Timor Zebrafinker, Pragtnonner, Dværg
Sivfinker, Gittervinget Ringastrilder, Jamaica-finker, diverse
Cubafinker, Klerkefinker og ikke mindst Diggle´s Bæltefinke, denne tog
mig 2½ år at opspore, og nu kom kronen på værket: Den
lille Dværgskadefinke fra Madagascar, denne tog altså 4 år!
Men
det har været det hele værd!
Navne
Den
lille Dværgskadefinke blev tidligere henført til slægten Spermestes,
men er nu eneste repræsentant for
slægten Lepidopygia.
Sandsynligvis er den dog nærmere beslægtet med Perlehalsamadinen,
grundet dens ganetegning m.v. og hannens sang minder da også om denne.
Da
det er en meget lille fugl, så er det et ganske godt navn til den. Dens
systematiske navn består som nævnt slægtsnavnet Lepidopygya,
der fra græsk og latin, idet det græske lepis
betyder skæl, mens pygius
er latin og betyder på gumpen. Det hentyder til de
gulrandede overhaledækfjer
hos den. Dens artsnavn nana er
sådan set både græsk og latin, idet
nanus er det latinske og nanos
er det græske. Det betyder dværg.
Englænderne
kalder den Bibfinch eller
Dwarf Mannikin, mens
tyskerne kalder den Zwergelsterchen
og hollænderne Dwergekstertje.
Dværgskadefinker ved reden!
Navngiveren
Navngiveren
var en franskmand ved navn Jacques Pucheran (1817 – 1894). Han var en
ikke så kendt zoolog og forfatter og skrev sit mest kendte værk i 1842
om en ekspedition til Sydpolen og Stillehavet med de to franske
korvetter Astrobal og Zelée, idet han var ansvarlig for det bind, der
omfatter pattedyr og fugle. Han deltog ikke selv i ekspeditionen. Han
har fået opkaldt mindst 4 fugle efter sig bl.a. en spætte
Lidt
historisk
Dr.
Karl Russ omtaler den i 1. udgave af ”Prachtfinken” fra 1879, og
henviser til Dr. Hartlaubs beskrivelse og nævner, at den findes i Paris
og Philadelphias museer. I 2. udgave af samme bog (1898) er der en udførlig
farvebeskrivelse. Arten blev indført i ringe antal i 1880 og 1881.
Fra
1884 blev den indført i støre antal. Første gang opdrættet af
premierløjtnant Hauth – en meget kendt opdrætter – i 1884. Senere
også opdrættet af andre liebhavere. Karl Neunzig omtaler den i 2.
udgave af ”Dr. K. Russ´Vogelzuchtbuch” (1907) – ofte opdrættet
– kuld 5-7 æg – rugetid 11 –13 dage. I ”Fremdländische Stubenvögel”
5. udgave 1921 – gentager Neunzig stort set den tidligere beskrivelse.
Dr.
Russ i 2. udgave af
”Prachtfinken” opgiver prisen til Mark 4,50 pr. par (til
sammenligning: Gråastrild Mark 1,50, Helenafasan Mk. 2,00, Båndfinke
Mk. 2,00, Hvid Risfugl Mark 8,00, Kæmpeskadefinke Mk. 12,00, Mågefinke
Mk. 3,50, Zebrafinke Mk. 4,50)
Aktive Dværgskadefinker
”Bonsai-Diggles-Bæltefinke”
Den
er kun 9 centimeter stor og kommer fra øen Madagaskar, som ligger lidt
øst for Afrika, den er den eneste oprindelige Pragtfinkeart på øen.
Udenfor
yngletiden lever Dværgskadefinkerne i små sværme både i buskstepper
og kulturlandskaber. Den findes overalt på Madagaskar, dog undtagen i
de tætte skove, men i udkanten af skove, skovlysninger, også i
plantager, på marker, specielt græsmarker. Lokalt findes den også i
landsbyer samt hvor der er et vildnis med ukrudtsplanter. I yngletiden
parvis eller små grupper op til 50 fugle. Det kan være familiegrupper
med deres ungfugle fra alle kuldene i sæsonen. De holder sammen, når
de flyver og sidder tæt sammen i buske og træer, når de hviler. De er
også blevet observeret i miksede flokke. I tætte buske bygger de deres
rundformede reder af græs og polstre dem med planteuld. De kan dog
bruge reder af andre arter som til eksempel Madagaskarvæveren
Dværgskadefinken
ser ved første blik ud som miniature udgave af Diggle´s Bæltefinken,
der er ingen synlig kønsforskel. Et sikkert tegn er dog hannens sang,
idet hunner aldrig synger.
Sjældent
importeret
Hvornår
Dværgskadefinken først blev indført til Danmark, er der ingen bestemt
tidsangivelse for. I
Tropefuglenes liv i Fangenskab 1894 omtaler Wiese, at
han erhvervede nogle par, af hvilke han beholdt et. Prisen var
kr. 10,00. Opdræt har han åbenbart ikke fået, idet reden blev ødelagt
af undulatunger. I nyere tid blev den sjældent
indført. Det første opdræt antagelig hos Axel Reventlow, den
gang i Odense, i 1928
I
1930 importerede Curt af Enehjelm samme med grosserer Michael Rasmussen,
en sending fugle, bl.a. nogle par Dværgskadefinker. Uheldigvis var
sendingen behæftet med en eller anden infektionssygdom, og Curt af
Enehjelm mistede hele sendingen plus en del af sin bestand. Curt af
Enehjelm formoder, at der blev indført eksportforbud på Madagaskar
omkring 1930.Fra det tidspunkt var arten forsvunden fra fuglemarkedet,
indtil den i efteråret 1973 atter
dukkede
op. Min sommerferie i 1973 benyttede jeg til at tage til Holland for at
se på fugle. ,jeg besøgte ca. 20 hollandske opdrættere, importører,
fuglefarme o.l., adresserne havde jeg på forhånd taget i det
hollandske blad Onze Vogels samt konfereret med Curt af Enehjelm inden
jeg tog af sted. Hos ingen af disse store fuglefolk sad der Dværgskadefinker,
men den sidste, jeg besøgte, var H.B. Mertens i Bellingwolde, og det
var denne mand, der havde importeret samtlige Dværgskadefinker til
Europa, og således fordelt dem til
sine kontakter, herunder den danske importør Erik Rasmussen og
derfra videre til Tropehuset i Holbæk.
Nu
er det jo ret almindeligt, at en art
pludselig forsvinder for mange år. F.eks. var den Korthalede Bæltefinke
den almindeligste indførte art indtil første verdenskrig udbrud i
1914. De to andre bæltefinker; den Spidshalede og Maskebæltefinker var
derimod sjældne. Efter krigen dukkede disse to arter op i begyndelsen
af 1920 ´erne. Det første- og foreløbig eneste - par så Curt af
Enehjelm i tyverne hos fuglehandler A. Hansens efterfølger. Større
importer af denne art kom der først i 1937-38.
Og
der kan gives mange andre eksempler, hvor det er vanskeligt at finde årsagen.
Derimod
var eksportforbudet jo en klar årsag til Dværgskadefinkens forsvinden.
To andre tidligere indførte arter fra Madagaskar: Gråhovedet Dværgpapegøje
og Madagaskarvæveren, blev dog af og til tilbudt, men her er muligvis
en sandsynlig forklaring. Gråhovedet Dværgpapegøje siges at være fra
sendinger, som går under et andet navn. Hvad Madagaskarvæveren angår
antagelig en anden art af slægten Foudia – Fouidia
eminentissima – der i 5 underarter er udbredt på Comoro øerne.
Muligvis er det nogen af disse, der har været på markedet, skønt det
ikke ville være vanskeligt at bestemme dem.
Forsvandt
fra vort fuglehold indtil jubel året 1973
Siden
1973 er det siden gået ned af bakke med bestanden, og i dag er den
stort set væk fra vore fuglehold, men tilbage til det der skete i 1973:
I
efteråret 1973 så jeg til min forbavselse i tidsskrifterne Onze Vogels
(hollandsk), AZ Nachrichten og Die Gefiederte Welt (tyske), at der blev
tilbudt Dværgskadefinker til salg, senere erfarede jeg gennem min gode
ven, Henning Pust, der på daværende tidspunkt var bosat i Gl. Ølstykke,
at der sad 10 stk. Dværgskadefinker i Tropehuset i Holbæk, prisen var
kr. 1.500,00. Efter at have læst, hvad jeg kunne finde om dem, samt en
sidste konferering med Curt af Enehjelm, besluttede jeg at købe alle
10, velvidende, at der var chance for, at det kunne være ens køn,
eller i heldigste fald nok så ulige antal hanner og hunner.
Det
skulle senere vise sig at være aldeles ubegrundet, idet det nemlig
viste sig at blive 5,5 – et fantastisk held. De 2 par afhændede jeg
til hhv. Curt af Enehjelm og Henning Pust. Mine 3 par blev fordelt på 3
volierer med følgende mål: 1 x 1 x 1 m indendørs med adgang til udendørs
3 x 2 x 1 m, godt beplantet med hyld, vildrose, humle, bambus, pampas-
og elefantgræs. Senere erfarede jeg, at Dværgskadefinkerne er meget
selskabelige, og at de yngler bedst i en lille flok på 3 til 5 par,
hvor de kan finde deres egen partner (sympati par), de yngler bedst i
volierer, men kan dog gøre det i rummelige burer.
Sympatiserende
par er en forudsætning for vellykket opdræt
Et
lille trick, som Curt af Enehjelm lærte mig, var, at jeg listede ind i
fuglehuset, når det var blevet mørk, tog deres kurverede ned
forsigtigt, medens jeg hold hånden for, derefter tog jeg parret,
kiggede på deres ringe og noterede hvem der sov sammen med hvem, dette
gjorde jeg så nogle gange, men måtte også konstatere, at det er med
Dværgskadefinkerne som med menneskene, det er ikke altid de samme, der
sover sammen, specielt husker jeg en lille han med 2 blå ringe, der i
den retning voldte mig store problemer, men da han til sidst havde
besluttede sig, blev han den han, der gav flest unger!
Se her undersiden af Dværgskadefinken!
Foruden
hvert par Dværgskadefinker kom der til at gå 3-4 par yderligere
pragtfinker, i de 3 volierer viste sig hurtigt en harmonisk balance.
Alle 3 par gik i gang med at bygge rede så at sige med det samme, de 2
par i en vandret undulatkasse, det 3. par i en lille stærekasse til
vilde fugle. De laver gerne
soverede, og udenfor yngletiden overnatter de gerne i sovereden, til
tider mange par!
I
min senere opdræt yndede de at bygge frit, gerne ovenpå en trådrede
(model Curt af Enehjelm), hvor der anbragt grene af Gedeblad, som det
fremgår af mit foto. Redematerialet er hø, halm græs og kokustrevler
samt alle mulige fibre, som man kan købe færdig i en pose, som kommer
fra Italien (Avifauna har den!). Reden er meget kompakt bygget, som det
fremgår af billedet.
Samtlige
kasser og reder var anbragt indendørs. Jeg ville ikke forstyrre
fuglene, hvorfor jeg ikke kontrollerede rederne. Den 20/12 kunne jeg høre,
at der var unger i reden, idet de skreg særdeles højlydt. I
forbindelse med nytårsaften var der desværre strømsvigt til mit
fuglehus, og denne forstyrrelse har nok bevirket, at de voksne fugle
ikke ville gå på reden igen, for den 1. januar mødte der mig er sørgeligt
syn, idet 4 store flyveklare unger lå i reden og døde. Det var en særdeles
sørgelig start på det nye år, men kort tid efter, den 10. januar hørte
jeg unger hos det andet par, og den 20. januar fløj 4 unger ud, det var
et dejligt syn!
Da
de opholder sig meget på jorden bruger jeg ovntørret Bøgeflis som
underlag, det ser man også overalt som bunddække i kasseburer og
indendørs-volierer i Belgien/Holland, både til tropefugle og frugt- og
insektædende fugle, lories etc. Den ovntørrede bøgeflis fra Belgien
kan nu købes hos K.Brylle i Tølløse. Jeg smider engang imellem nogle
micro-orme i bøgeflisen, sjovt at iagttage, når pludselig de finder
dem, så undersøger de hele bunddækket. Jeg giver alle min fugle en
speciel mineralblanding i en lille bakke for sig selv, den består af:
Fanø Skaller, som kan købes hos Palle Frejvald Hansen, Vitakalk, norsk
tangmel, Vispumin og Minorvit.
Dværgskadefinkerne
viste sig at være overordentlig ynglevillige, idet 2 par allerede det første
år gav mig 48 unger på pind!
Jeg
fik i de år langt over 150 unger på pind, de kom langt omkring i
Danmark, til Sverige & Tyskland!
Ungerne
bliver længe i reden
Store Dværgskadefinker-unger kigger ind reden til deres mindre søskende
Generelt
om Dværgskadefinkeopdrættet kan jeg sige, at hunnen lægger 4-6 æg,
som normalt bliver udruget efter 11 dages forløb, i sjældne tilfælde
kan der være tale om 7-8 æg. Ungerne bliver i reden 24-28 dage, dette
er noget mere end det normale for pragtfinker, til gengæld er ungerne,
når de flyver ud, absolut flyvesikre og klatrer nemt i kviste. De
begynder hurtigt at tage næring til sig, og 9-10 dage efter er faktisk
selvstændige. Jeg vil dog råde til, at de får lov at blive hos forældrene
nogen tid yderligere for en sikkerheds skyld, og jeg kan da fortælle,
at forældrene alligevel går i gang med at forberede næste kuld uden
forstyrrelse fra de store unger. Jeg har oven i købet set, at de store
unger har hjulpet til med at made deres mindre søskende.
Dværgskadefinke-rede bygget frit i grene!
Når
ungerne forlader reden, er de som nævnt fuldbefjerede, den mangler den
sorte strubeplet, men vil udfarve i løbet af 4-6 måneder.
Nyudviklet
opmadningsfoder med myreæg & insekter
Foderet
har jeg moderniseret en anelse siden
1970 ´erne, det ser således ud: En speciel tropeblanding for
australske pragtfinker, som Dværgskadefinkerne foretrækker, bestående
af 40% småt kanariefrø, 28% gul senegalhirse, 15 % hvid hirse, 10%
japanhirse, 6% rød senegalhirse (red panicum) samt 1% perillafrø,
Blandingen kan nu købes i Danmark (Orlux). I skåle hver for sig gives:
Original hvid hirse, importeret fra Queensland i Australien, Blattner´s
specialblanding for Siskner. Endvidere spirede, franske, røde
hirsekolber og en speciel spireblanding for tropefugle med bl.a. mungbønner,
drysset med malede Beo-piller fra en
kaffemølle samt en måleske animalsk protein ”Pieters Speciaal”,
som indeholder Eiwitt 90 + Protein 90 , samt et nyudviklet
opmadningsfoder, som den belgiske trendsetter i finkefugle: Noël
Moyaert har udviklet sammen med Orlux, dette æggefoder indeholder bl.a.
myreæg og
mexikanske larver, dette foder fås ligeledes nu i Danmark. Micro-orme,
alm. Fuglegræs,
salatagurk, “Spirulina” – et sydamerikansk alge-produkt og endelig
AVIAN Nectar , der er et produkt specielt udviklet til kolibrier af dr.
J. Rovers, Holland, som ved brug heraf har fået over 130 kolibrier på
pind! Et kvantum af denne nektar svarende til, hvad der bliver drukket på
få timer, gives som bifoder én gang i døgnet. Nektarblandingen gives
bedst i en drikkeautomat med plastictud, der altid må holdes ren.
I
Holland/Belgien benytter fugleimportørerne et produkt, der hedder
Bovomix fra Bogena, dette er et konditionspulver med vitaminer,
sporestoffer etc. – bruges som antistressmiddel, dette får alle mine
nye fugle i en kort periode, af og til også min bestående bestand.
Dværgskadefinker her sammen med Gittervinget Ringastrilder, Cubafinke
og Sølv Zebrafinke
Vi
skal passe godt på den!
Efter
en kortvarig akklimatisering er Dværgskadefinken hårdfør og fredelig.
Den trives fint sammen med andre pragtfinker i volierer, jeg holdt i
mange år en lille flok Dværgskadefinker sammen en lille flok Timor
Zebrafinker, det var til stor gensidig inspiration for begge fuglearter.
Idealtemperaturen for Dværgskadefinken er
ikke under 15 grader. Husk, den især elsker at bade, som vi
kender fra den lille Pragtnonne.
Gensynet
med Dværgskadefinken kan hermed anbefales på det varmeste. Den skal
have nok plads, for at befinde sig vel, så er den ikke fordringsfuld,
men problemfri, udholdende og tillidsfuld. Hannens lille sang, som
ligner meget Perlehalsamadine hannens, den smukke fjerdragt samt
ynglevilligheden vil også altid skaffe den tilhængere.
År
2001
Nu
er det kommet 200 stykker frisk importerede Dværgskadefinker til
Danmark. Lad
os denne gang virkelig bevare denne lille ”Bonsai-Diggles
Bæltefinke” i
Danmark - det fortjener den.
Litteraturhenvisninger:
Curt
af Enehjelm: Pragtfinkebogen.
Henning
Pust: Politikens
Stuefuglehåndbog.
Flemming
Barslund: Dværgskadefinken-
Prøvenummeret af DANSK FUGLEHOLD.
Jørgen
Møller Hansen: Skadefinker
og andre.
Esther
Verhoef-Verhallen: Geïllustreerde
Kooi- & Voliérevogels Encyclopedie.
Robin
Restall: Munias and Mannikins
Sidste
Nyt!
Maj
2003 på Rungsted Kyst: Der er nu siden, jeg fik dem kommet over 150
unger på pind, kuldene størrelse har varieret fra 1 til 8 stykker i
eet kuld! De har ynglet både
i kassebure, små indendørsvoliere og store udendørsvoliere, i min
store voliere på 150m2 går der for tiden 20 par sammen med mange andre
fugle. Dværgskadefinkerne yngler der ligesom i en koloni og holder
meget sammen – en stor oplevelse at se dem hen under aften holde fælles
flyveøvelse med alle deres unger! |