Gensyn
med Diggle´s Bæltefinken
Poephila
cincta atropygyalis Diggles
Af
FLEMMING BARSLUND, Rungsted Kyst
Efter nogle års fravær er nu
atter Diggle´s Bæltefinke at finde i de danske volierer, vi skal passe
godt på den! Den er mere fredelig end dens ”fætter”- den
Korthalede Bæltefinke og kan godt gå sammen med andre pragtfinker!
Den Korthalede Bæltefinke
er opdelt i 2 underarter: Alm. Korthalet Bæltefinke -
Poephila cincta cincta (Gould), som har hvid overgump.
Brystfarven er i almindelig kraftigere end hos den sortryggede (Diggles)
underart, men der er store variationer i farven fra mørk tobaksbrun til
lysebrun.
Den
anden er: Diggle´s Bæltefinke eller Sortrygget Bæltefinke
- Poephila cincta atropygialis Diggles, som har sort overgump. Brystfarven
er i almindelig lysere end hos den hvidryggede underart, dog findes også
hos denne store variationer i farven. I almindelig er den grå
farve på hovedet lysere end hos alm. Korthalet Bæltefinke. I
øvrigt ligner begge underarter hinanden. Men Diggle´s Bæltefinke
er som hovedregel en mindre fugl, ikke så kraftig i statur, meget
lysere i farven og med sådan et sølvgrå, blåligt skær over sig
Australske
opdrættere
I
Australien skelner de hjemlige opdrættere mellem to typer Diggles
Bæltefinker, en mørk
og en lys, som de kalder henholdsvis: Chocolate Diggles (dark
form) og Normal Diggles (normal form).
Kønnene er
ens farvede. Der angives af og til ydere kendetegn, navnlig at hannens
sorte strubeplet er større end hunnens. Dette kendetegn er dog på
ingen måde sikkert. Hos hannen er den grå farve på hovedets sider
ofte lysere, næsten hvid, men heller ikke dette kendetegn er sikkert,
da der også findes hanner med mørke hovedsider. Det eneste sikre
kendetegn er hannens sang.
Diggle´s de 2 sortryggede
til højre i billedet
Bastarder
mellem de to underarter har sorte overhaledækfjer med hvide spidser (en
iagttagelse, der får stor betydning i min artikel, som jeg senere skal
vende tilbage til). Disse kan hos de enkelte individer være ganske
små, hos andre så store at de danner et hvidt tværbånd.
Curt
af Enehjelm´s Diggle´s Bæltefinker
Udbredelse
Diggle´s
Bæltefinken over hele Cape York halvøen i det nordøstlige Australien
til byen Cairns på den australske østkyst. Den Hvidryggede Bæltefinke
fra Cairns til det nordlige New South Wales i syd. Hvor de to
underarters udbredelsesområder mødes, er der en blandet population med
forskellige variationer af sorthvide overhaledækfjer.
Fascineret
af Diggle´s Bæltefinke
Diggles
Bæltefinken blev første gang indført til Europa (England) i 1956. Udenfor
Australien er den i dag mere end sjælden, som det vil fremgå
senere i min artikel.
Da
forfatteren og tidligere zoo-direktør i Helsingfors zoologiske have i
Finland Curt af Enehjelm kom til Skelby på Falster i slutningen af 1960´erne
medbragte han bl.a. en lille samling stambogsførte Diggles Bæltefinker,
som han tidligere havde importeret fra Keston Bird Farm i England.
På
daværende tidspunkt havde jeg adskillige par af den alm. Korthalede Bæltefinke,
en stamme fra Lars Johansen i Ø. Toreby, det var meget kraftige fugle,
som var meget tobaksbrune, men ved mine ugentlige besøg hos Curt af
Enehjelm blev jeg mere og mere fascineret af Diggles Bæltefinkerne, som
var meget mindre og lyse med det specielle sølvgrå næsten blålig skær
over sig!
Mine
første Diggle´s velanbragt i min voliere
Curt
af Enehjelm meddelte mig, at hvis jeg skilte mig af med mine Korthalede
Bæltefinker, ville han overlade mig nogle par af Diggles, han var
tilsyneladende bange for, at jeg kom til at blande stammerne!
Det
gjorde jeg så, og det var med stor forventning, at jeg afhentede 7 par
Diggles hos ham. Umiddelbart efter at fuglene kom til mig i Maribo, udbrød
der desværre sygdom i bestanden, og jeg mistede de 6 par, dyrlæge Poul
Nielsen, Maribo som i øvrigt var en stor fuglemand, havde dog forinden
gjort alt for at helbrede dem, men kun eet par overlevede.
Solen
udendørs gjorde dem godt
9
unger i eet kuld
På
grund af deres sygdomsforløb ventede jeg mig ikke meget af dette sidste
par, men overlod det alligevel en lille voliere for sig selv, indendørs
var den 1 x 1 x 1 m og med udendørs 2 x 2 x 1m, godt beplantet med
Pampasgræs, Humle, Vildrose etc. Den friske luft og solen må åbenbart
have gjort dem godt, for som det fremgår af billedet byggede de en rede
i en vandret undulatkasse i indendørs volieren, jeg tænkte ikke
faktisk mere på dem, men var dog på et tidspunkt meget overrasket
over, hvor meget foder de satte til livs.
Så kom den første unge ud
Når
jeg iagttog dem, forsvandt de altid ud i udendørsvolieren og omvendt,
men pludselig en dag sad der 3 unger i indendørsvolieren og i løbet af
nogle få dage kom der yderligere 6 til, altså eet kuld på ikke
mindre end 9 stykker, det var noget af et eventyr, når man betænker
deres baggrund.
Diggle´s med ni unger i eet
kuld
Ikke mindre end 255 unger
Senere
fik jeg fra Curt af Enehjelm suppleret op, specielt husker jeg en
lejlighed, hvor hans gode ven, professor, dr. Klaus Immelmann, Det
zoologiske Institut i Braunschweig var på besøg, han havde ved denne
lejlighed mange fugle med til Curt af Enehjelm fra sit Institut i
Braunsweig, det vil sige originale, vildfangede Pragtfinker fra
Australien her i blandt: Diggle´s Bæltefinker, Gule
Sivfinker, Maskebæltefinker, Zebrafinker etc., som han efter sit
stipendiat og et års ophold i Australien, hvor han skrev på sin
doktorafhandling havde fået lov legalt at udføre fuglene til
Instituttet.
Jeg fik mange
unger og havde Diggles til midt i l980 ´erne, Mesteren selv: Curt af
Enehjelm fik i l970 ´erne ikke mindre end 255 unger af Diggles kan jeg
se i hans stambogsnotater, minutiøst bogført som kun C af E gjorde
det!
Diggles
er en fortrinlig burfugl, den fodres på samme måde som andre
pragtfinker med hirse og kanariefrø, såvel tørt som spiret. Desuden
fuglegræs og mikro-orme.
De første Diggle´s unger
som er blevet selvstændige
Foderet
er i de forløbne små 40 år blevet lidt moderniseret og ser nu således
ud: En speciel tropeblanding for australske pragtfinker, som Diggles
foretrækker: 40% småt kanariefrø, 28% gul senegalhirse, 15% hvid
hirse, 10% japanhirse, 6% rød senegalhirse (red panicum), 1% perillafrø,
i skåle for sig selv: Original hvid hirse importeret fra Queensland i
Australien, Balttner´s specialblanding for Kronfinker, speciel
skovfugleblanding uden rybs, speciel sisken blanding, franske røde
spirede hirsekolber, Biotropic´s Topvit komplet (specielt
opmadningsfoder med insekter, ukrudtsfrø, mineraler, sporestoffer
etc.), mikro-orme, alm. fuglegræs, salat-agurk, Spirulina ( et
sydamerikansk Alge-produkt) og endelig AVIAN Nectar, ( en
speciel nektar, udviklet af Dr. J. Rovers, Holland, han har bl.a. fået
over 130 kolibrier på pind!) Denne nektar gives som bifoder en gang i døgnet,
så meget som der bliver taget på nogle timer. Den gives bedst i en
drikkeautomat med plastictud, der altid må holdes ren.
Den
største landvinding er nok den nye nektar,
det mener i hvert fald Diggles, sjovt at se når jeg kommer med Avian
nectaren om morgenen, hvordan de direkte danner kø på pinden,
hvor glassene bliver placeret, for derefter tålmodigt at vente til det
bliver deres tur!
Lysanlæg
Endvidere har
jeg bemærket deres adfærd fra en ny vinkel, jeg har et større lysanlæg
af True Lite Power twist rør samt automatisk styret trinløs neddæmning
af disse lysstofrør, den såkaldte skumringstid 30 minutter om aftenen
og opdæmring om morgenen er det særdeles morsomt & givende at se
deres adfærd, det er nemlig dem af de mange fugle, der står først op
sammen med Purpurkronfinkerne og er særdeles aktive ,et skue uden lige,
som de & Purpurkronfinkerne deltager aktivt i, som jeg vil beskrive
ved en anden lejlighed.
Nævnes
skal det også, at små totter af akvarie-filter-vat
fremmer deres interesse for redebygning, fuldstændig som vi kender det
fra kolibrier. Dette gælder i øvrigt også Purpurkronfinker.
Diggles
har vist sig som udmærkede ynglefugle og opmadet 2 eller 3 kuld unger
efter hinanden. Reden bygges ofte i en halvåben redekasse, undulatkasse
eller en lukket ståltrådsrede (model Curt af Enehjelm) , sjældent
fritstående i buskads. Som redemateriale foretrækker fuglene kokostrævler.
Indvendigt er reden polstret med lidt hår eller fjer. I voliere har
fuglene hos Curt af Enehjelm og mig ofte bygget deres rede oppe under
loftet. Æggenes antal er sædvanligvis 5-7, men som det fremgik
tidligere i artiklen, i sjældne tilfælde 9 stk. Ungerne forlader reden
ca. 3 uger gamle, men mades endnu i ca. 3 uger af forældrene. Disse har
ofte påbegyndt et nyt kuld allerede 10-12 dage efter, at ungerne har
forladt reden.
En
lille advarsel
Med
hensyn til ungernes behandling
vil dog være på sin plads, dette gælder alle 3 bæltefinkearter, altså
også den Spidshalede og i særdeleshed Maskebæltefinken! Disse
er meget ømfindtlige over for flytning!
Derfor
skal man have bur nøjagtigt magen til det, hvor ungerne er født, med
pinde og rede placerede på samme måde og med samme slags foderskåle
som ungerne er vant til. De må ikke fjernes fra forældrene
tidligere end 3, men hellere 4 uger efter de har forladt reden.
Dette gælder ved opdræt i bur. I voliere må man hellere lade ungerne
blive til de er helt udfarvede, altså ca. 4 måneder gamle. De generer
ikke forældrene, når disse atter begynder et nyt kuld, og bliver
heller ikke forfulgt af disse.
Diggle´s Bæltefinken er
fredelig
Den
alm. Korthalede Bæltefinke kan være meget ondskabsfuld over for andre
fugle, navnlig når den har æg eller unger. Mærkeligt nok har Diggles
Bæltefinken vist sig at være lige så fredelig i voliere som
dens slægtninge, den Spidshalede og Maskebæltefinken. Dog må man
huske at fuglene er individualister, hvorfor der er al
mulig grund til nøje at iagttage et nyt par, der bliver sat i en
voliere, ikke alene den første dag, men navnlig når man ser at fuglene
føler sig hjemme og bygger rede. Mine gode erfaringer med Diggles Bæltefinken
omfatter mange par, og Curt af Enehjelm og andre fuglevenner har gjort
samme erfaring.
For
ca. 3 år siden opstod den gamle kærlighed igen til at få Diggles, i 2½
år ulejligede jeg et utal af mennesker i min store søgning efter dem,
annoncerede i engelske, tyske, belgiske, franske, hollandske &
danske fugletidsskrifter, men lige meget hjalp det, jeg førte også
mange telefonsamtale, sendte telefax & masser af E-mails uden at der
kom noget ud af det, jeg måtte konstatere, at i Danmark var de sidste
uddøde omkring 1998, i England havde de ikke været i mange år,
meddelte Australian Finch Society i England. Tyskland, Belgien &
Frankrig det samme og ingen reagerede på mine hollandske annoncer!
Det var godt
nok nedslående, men kort før Jul i 1999 blev jeg ringet op af mine
fuglevenner på Falster, de ville lige fortælle mig en sensation,
blandt deres stammer af alm. Korthalede Bæltefinker var der kommet 3
"sorte" unger som de sagde, dem måtte jeg godt få, jeg kunne
hente dem efter Jul, jeg tror ikke, jeg sov den nat!
3. juledag kørte
jeg derned, det var rigtigt, de 3 unger var sortrygget, dem fik jeg samt
hunnen, der havde fået ungerne.
Baggrunden
var følgende: Mine fuglevenner arbejdede med Gunni Nielsen´s, Systofte
stamme af Korthalede, vi ved, at Gunni Nielsen på et tidspunkt havde både
den Korthalede Bæltefinke, tobaksbrune stamme fra Lars Johansen og Curt
af Enehjelm´s Diggles Bæltefinker, den snedige læser må gætte, hvad
der er sket!
Diggle´s
lutino til venstre
Ja,
helt rigtigt: Gunni Nielsen har fået blandet dem, i arvelighedslæren
ved vi, at den alm. Korthalede Bæltefinke er den dominerende faktor (hvidrygget)
og Diggles er recessivt (sortrygget). Det vil sige, hvis en ren
hvidrygget parres med en sortrygget bliver ungerne hvidryggede med split
for sortrygget. Hvis to hvidryggede med split for sortrygget sættes
sammen skulle det med held 25% blive sortryggede, dette viste sig
først efter 15 år!
Mine Diggle´s nuværende
udendørsvoliere
Split
Diggles Bæltefinker fra Falster var da altid en start, men i februar
2000 kom jeg endelig i kontakt med en hollænder, der havde rene Diggles
Bæltefinker, som han selv sagde, de eneste i Europa efter nogle
forhandlinger, erhvervede jeg 5 par, det var en oplevelse af de helt
store at se de små sølvgrå med blåligt skær igen, disse er dog mere
vanskelige end jeg husker dem, men har i skrivende stund dog fået 8
unger på pind, desværre har de smidt 14 unger ud!
Bemærk det blålige
skær på hovedet af denne Diggle´s
Men
nu er Diggles Bæltefinken atter i Danmark, denne gang vil vi passe
ekstra godt på den, det fortjener den!
Litteraturhenvisning:
Henning
Pust: Politikens Stuefuglebog,
Curt
af Enehjelm: Ersteinfuhr des Schwarzbürzeligen Gürtelgrasfinken
nach England. Gefiederte Welt, Heft 11 (1956).
Klaus Immelmann, Jürgen Nicolai: Vögel in Käfig und Voliere,
Prachtfinken, bind 2 Amadinen. 2
oplag Aachen (1977).
Horst Mayer: Korthalet Bæltefinke, Dansk Fuglehold
1/1996.
Curt af Enehjelm: Pragtfinkebogen
D. Hansen: Über die Gürtelamadine, AZ Nachrichten 44. Jahrgang, nr.
1 Januar 1997.
Professor, Dr. Klaus Immelmann und W. Kujawa: Unsere echten
Grasfinken.
Fotos
af Flemming Barslund
|